Forskningshistorien

De første dokumenter der beskriver Vrouw Marias historie blev fundet af Christian Ahlström i det finske rigsarkiv så tidligt som i 1970erne. Ahlström hentede sine oplysninger fra forskellige arkiver og publicerede dem første gang i 1979 (Sjunkna Skepp, Lund). Forskernes vigtigste kilde var søforklaringen efter forliset, der blev genfundet i Åbos stadsarkiv. Dokumentet består af et uddrag fra Vrouw Marias logbog samt en fortegnelse over de genstande, der var blevet bjærget. I serien Diplomatica i det svenske rigsarkiv i Stockholm blev der fundet en brevveksling om forsøgene på at finde og bjærge skibet.

I mange år har sportsdykkere ledt efter vraget. Det lykkedes endeligt for Rauno Koivusaari og andre medlemmer af foreningen Pro Vrouw Maria at lokalisere vraget i sommeren 1999 ved hjælp af en side-scan-sonar. Tilskyndet af Dr. Christian Ahlström, æresmedlem af foreningen Pro Vrouw Maria, og støttet af Hollands ambassadør i Finland fik lykkedes det at få hjælp fra personalet ved Notarius Publicus i Amsterdam til at opspore dokumenter om Vrouw Maria. På den måde kom der oplysninger frem om skibets tidligere færd og forsikringer af lasten.

I efteråret 1999 ansatte Sjöhistoriska museet i Finland, som er ansvarlig for fortidsminder under vandet, en forsker til at koordinere undersøgelserne af vraget. Sommeren 2000 indledte museet undersøgelser på vraget af Vrouw Maria. Forskerne gennemfotograferede og filmede vraget med hjælp fra frivillige dykkere.

I mellemtiden fortsatte efterforskingen i de forskellige arkiver, med det resultat at vi nu kender værdien af Vrouw Marias last, selve forlisets forløb, bjærgningsforsøgene, og hvad der skete med en del af det bjærgede gods. Auktionslister og Clara Billes doktordisputats "De tempel de kuns of het kabinet vad den heer Braamcamp" (Amsterdam 1961) giver oplysninger om kunstværkerne i lasten.